Storm Auto / Biltips / Tips til at pakke bilen

Tips til at pakke bilen

Velkommen til vores bedste tips til at pakke din bil mest effektivt og sikkert.

Vi guider jer igennem forskellige ideer til at holde orden i bilen i den travle hverdag, og til at pakke til en kør-selv-ferie sydpå.

Klapkasser

Klapkasser er det nye sort. Vi har primært set klapkasser brugt i boligindretning, men de er også fantastisk gode at have i sin bil – i alle størrelser.

De store klapkasser er perfekte til baggagerummet til mudret overtøj og sko (så bilen ikke bliver mere beskidt end højest nødvendigt). Men de er også gode at bruge til indkøb, så du nemt, hurtigt og bæredygtigt kan få dine varer ind og ud af bilen. En ekstra bonus er at de kan stables, og samtidig nærmest ingenting fylder når de er klappet sammen.

De mindre klapkasser er gode til at organisere mindre ting såsom vådservietter, affaldsposer, vandflasker mm. De kan også med fordel fungere som opbevaring til bagsædet. Stiller man en klapkasse på midtersædet med legetøj, drikkevarer og snacks bliver køreturen lige det nemmere.

Udnyt ’kælderen’

Nogle biler har en ’kælder’ under det primære baggagerum. Her får du foræret masser af opbevaringsplads, som sjældent udnyttes – måske fordi man glemmer, det er der.

Overordnet set er 'kælderen' et perfekt sted til opbevaring af sikkerhedsveste, førstehjælpskit og værktøjskasse, så de ikke skal ligge og flyde i baggagerummet. Skal du på kør-selv-ferie kan du med fordel pakke sko, jakker, badeudstyr og andre uhandy størrelser i 'kælderen'.

Baggagerumsnet

Der kan være rigtig meget opbevaringsplads at hente, hvis du kan udnytte hele dit baggagerum – også i højden.

Det kan du kun, hvis tingene er forsvarligt ’låst fast’ omme i baggagerummet, så man ikke risikerer, at tingene ryger om i hovederne på dem der sidder på bagsæderne ved en hård opbremsning.

Her er et baggagerumsnet en rigtig god investering. Et baggagerumsnet er et net der sættes op mellem bagsæderne og baggagerummet, så intet kan ryge om på bagsæderne. Nogle biler har et baggagerumsnet med som tilbehør – ellers kan du købe et mange forskellige steder.

10 ting vi altid har med i bilen

Til sidst slutter vi af med en liste over ting, vi altid selv har med i bilen. De har alle den perfekte størrelse til sidelommerne i dørene, kopholderne eller handskerummet, så man nemt og hurtigt kan komme til dem. I må også gerne bemærke, at vi har 3 små børn der altid er allermest sultne og tørstige, når de sidder i en bil :) 

  • Tyggegummi
  • Kørelakridser (Gajol har en rund pakke, der er perfekt til kopholderen)
  • Frugtstænger (de krummer nemlig ikke!)
  • Tørret frugt (de krummer nemlig heller ikke!)
  • Et par vandflasker
  • Termokop (Det er sjældent, vi har så god tid til at drikke vores kaffe, som når vi sidder i bilen :) )
  • Skraldeposer
  • Vådservietter
  • Isskraber
  • Mikrofiberklud til at tørre dug af

Denne artikel opdateres løbende i takt med, at vi får flere gode ideer…. 

Skrevet af Camilla Kehlet

Nyhed
Tesla

Tesla Model X

Long Range AWD
Tesla Model X Long Range AWD